Lyttenøgle
Flamenco-palos forklaret
Soleá, alegrías, bulerías og siguiriyas: hvordan du skelner de vigtigste flamenco-palos fra hinanden efter stemning og rytme, så et improviseret show er lettere at følge.
Book flamencoshowet ↗Hurtigt svar
En palo er en flamencostil, og Wikipedia tæller over 50. Ved et improviseret show kan du ikke kende rækkefølgen, men du kan lære at høre stemningen: højtidelig for soleá, festlig for alegrías, hurtig for bulerías og dyb for siguiriyas. Rytmen bæres af håndklap kaldet palmas, og ifølge Wikipedia kræver compás, ordet for rytme, en langt mere præcis fortolkning, end det engelske ord antyder.
Hvad et palo er
Ifølge Wikipedia er palos, tidligere kendt som cantes, flamencostile, og der tælles over 50 forskellige. Et palo fastlægger en rytme og en stemning; sangeren, guitaristen og danseren arbejder derefter inden for den. Derfor har et improviseret show stadig form: udøverne bliver enige om paloen og compásen og improviserer så inden for den. At kende blot fire palo-navne er nok til at følge det meste af, hvad en lille tablao byder på, og intet af det kræver forhåndskendskab til spansk.
Cante, toque og baile
Palos lever inden for de tre kunstarter, som UNESCO oplister: sang (cante), dans (baile) og musikerskab (toque). Wikipedia bemærker, at flamencoguitaren er et specifikt instrument for genren, og at sangeren kaldes en cantaor. I et lille rum griber de tre kunstarter ind i hinanden, og en palo er den fælles aftale, der holder dem sammen. Når du kender paloen, ved du nogenlunde, hvad sangeren, guitaristen og danseren forventer af hinanden.
Soleá
Wikipedia regner soleáen blandt de mest grundlæggende palos, sandsynligvis fra det romaer-samfund i Cádiz eller Sevilla. Den løber på en cyklus af tolv slag, og artiklen siger, at dens tekster generelt er alvorlige, hvilket matcher en højtidelig musikalsk stemning. Hvis et stykke føles tungt og uden hastværk, med sangeren i centrum, er det værd at lytte efter soleáens karakter, selv om ingen annoncerer navnet.
Alegrías
Alegrías betyder glæder, og paloen er den lyse modpart. Wikipedia siger, at den hører til cantiñas, som beskrives som Cádiz' sange par excellence, og at formen synes at stamme fra den aragonske jota, som slog rod i Cádiz under den franske besættelse. Dens melodi er festlig og velegnet til dans, hvorfor den ofte fremhæver dansere i forgrunden.
Bulerías
Wikipedia kalder buleríaen en hurtig rytme på en cyklus af tolv slag og knytter den til Jerez' romaer-familier i 1800-tallet. Den tilføjer, at formen ofte afslutter et flamencosammenkomst, og at den begyndte som en hurtig, livlig afslutning på soleares eller alegrías. Et livligt, klappet afslutningsnummer er måske netop en bulería, selv om ingen ved et improviseret show kan love det.
Siguiriyas
Wikipedia placerer siguiriyas i kategorien cante jondo, flamencos dybe sang, og kalder stilen dyb, udtryksfuld og blandt de vigtigste inden for flamenco. Den siger, at hver takt har 12 slag, og at paloen er af rent romansk eller Calé-oprindelse. Cante jondo betyder dyb sang på spansk, og artiklen beskriver det som en uforfalsket form for andalusisk folkemusik. Forvent intensitet frem for lys.
Palmas, jaleo og duende
Wikipedia siger, at compás bæres af håndklap, palmas. Jaleo er ifølge Wikipedia det klap og de tilråb, der ansporer optrædende, ofte med ord som olé rettet mod sangeren, guitaristen eller danseren. Duende er et spansk ord for en forhøjet følelsesmæssig tilstand i en optræden, forbundet med flamenco og formet som idé af digteren Federico García Lorca. Duende er et navn for det øjeblik, en optræden lander – ikke en feature, man kan booke.
Kilder